Voksne
Vil du have hjælp til dét, der er svært?
I livet tilstøder der os ustandseligt og uundgåeligt smertefulde situationer, som vi kan have vanskeligt ved at håndtere og som kan virke overvældende og ubærlige for os. Af og til vil situationerne forekomme så fastlåste, at vi kan have svært ved at se, hvordan vi skal komme videre med vores liv. Når dette sker kan samtaler med andre ofte løsne noget af det fastlåste, og man kan få øje på, hvor der er mulighed for bevægelse. Nogle gange er en ven eller et familiemedlem en tilstrækkelig god samtalepartner, og andre gange vil en psykolog med sin faglige viden og erfaring kunne gøre en positiv forskel.
Psykologer har specialiseret sig i at blive brugbare samtalepartnere og samtidig har de – som udenforstående – ofte mulighed for at stille spørgsmål, man ikke plejer at stille sig selv.
Metoder – mere af det liv, du foretrækker
I mit faglige ståsted er jeg især optaget af, hvordan alting er forbundet. Når der opstår mistrivsel er det ofte fordi der er opstået brudte forbindelser, bl.a. kan det være i forhold til dine dybeste ønsker for, hvem du ønsker at være, og hvad du ønsker at gøre med dit liv. Brudte forbindelser kan også være opstået i forhold til egne følelser, til mennesker omkring dig og aktiviteter, du tidligere forbandt med glæde.
Jeg bestræber mig på at skabe et trygt rum, hvor du oplever det sikkert at fortælle om dét der er svært og sårbart, så du har et godt afsæt for at kunne tage nye skridt i livet, der måske er mere i overensstemmelse med, hvad du gerne vil stå for.
Jeg vil lytte til det, du fortæller, især om dét, du oplever som vigtigt i dit liv. Jeg forsøger at stille dig spørgsmål, som du måske ikke plejer at stille dig selv. Spørgsmålene skal gerne give mulighed for mange forskellige svar og i sidste ende er det hensigten, at de skal bringe dig tættere på det liv, du ønsker at leve.
Metodisk anvender jeg primært en af de nyeste terapiformer indenfor kognitiv adfærdsterapi: ACT (Acceptance and Commitment Therapy).
ACT er en tilgang der tager udgangspunkt i, hvad der virkelig betyder noget for dig, hvem du ønsker at være og hvad du ønsker at stå for. Hermed indeholder tilgangen også en stærk eksistentiel komponent. ACT udtales som det engelske ord ”act”, fordi tilgangen drejer sig om at lade dine kerneværdier danne retning for og inspirere dine handlinger. ACT lægger vægt på betydningen af accept, som i denne sammenhæng, groft sagt, betyder: villighed til åbent og uden fordømmelse at tage imod de tanker, følelser og kropslige fornemmelser, du måtte få i forskellige sammenhænge. Det drejer sig om at acceptere de oplevelser, man alligevel ikke kan kontrollere, og at bestræbe sig på at leve sit liv, som man helst vil det, inden for de områder, der er vigtige for en – trods ubehag. Samtidig understreger ACT betydningen af medfølelse for det svære, man står i som menneske, samt en åben, nærværende og engageret måde at være i verden på. ACT taler på den måde både til hjertet, kroppen og hovedet.
Effektundersøgelser beviser fortsat denne tilgangs værdi, bl.a. i forhold til arbejdsrelateret stress, angst, depression og spiseforstyrrelser.